Vi er mange der ønsker at der er styr på tingene og at det skal være på en helt bestemt måde. Nogle er nervøse i eksamenssituationer og andre når der skal stiftes nye bekendtskaber. Det er forskelligt hvad der kan få os til at få våde håndflader, kroppen til at ryste og en masse tanker til at flyve igennem hovedet om ‘hvad nu hvis?’ i situationer, der har en betydning for os og hvor vi måske kommer ud af vores komfortzone.  Nogle gange er det ikke altid at tingene bliver helt som forventet eller ønsket. ‘Øvelse gør mester’ ‘træk vejret’ og ‘bedre held næste gang’, men er det egentlig så simpelt?

Forskning viser at vi alle har OCD-lignede træk, men nogle er i stand til at lade fornuften sejre. Men med perfektionistiske træk og en diagnose i rygsækken er det ikke altid nok. I situationer hvor kroppen kommer under pres og ens formåen skal bedømmes og har betydning for hvordan man på sigt vil klare sig, kan tvangstanker og tvangshandlinger tage over, mens presset står på. Om så det er en vigtig fodboldkamp, en eksamen, en date elle der sker noget nyt i hverdagen, kan det fremprovokere tvangshandlinger og skubbe alt fornuft langt ud over sidelinjen. At ville præstere til UG og være sin egen værste konkurrent samtidig med at alt fornuft fordufter i takt med at psyken presses til det yderste, kan være noget af en udfordring.

‘For hvad nu hvis jeg ikke består? kan jeg klare det? jeg skal have en god karakter! jeg glemmer sikkert alt, hvad jeg skal sige!’ osv. Mange tanker florerer gennem hovedet, når presset opstår og tvangshandlinger bliver aktuelle for at kompensere for tankerne. Kropstemperaturen stiger, vejrtrækningerne bliver hyppigere og angsten bevæger sig stille ind på en.

‘Hvis du tæller til 3 syv gange, så får du en god karakter.’ ‘tjek dørhåndtaget, hvis ikke du skal glemme teksten’ lyder det ellers på repeat i hovedet og først når det, der udløser presset er overstået, kan kroppen og psyken slappe af. Det tærer utrolig meget på kræfterne, hvilket også resulterer i, at jeg er MEGET træt de efterfølgende dage og gerne sover 5 timer ekstra dagene efter, fordi jeg har brugt tre gange så meget energi end normalt på at spekulere og kompensere for, at det skal lykkes og at det bliver helt perfekt, så jeg får et resultat jeg er tilfreds med.

Med tiden lærer man nogle strategier og hvornår det er nødvendigt at handle og hvornår man skal presse sig selv inden man giver efter.  Jeg har accepteret at jeg foretager mig nogle tvangshandlinger i nogle situationer – springer rundt på gaden for at undgå streger, tjekker døren 3 gange, repeterer materialet indtil det er sagt fejlfrit og udenad i hovedet om så det tager 1 time, inden jeg kan sove. Jeg ved det blot er en periode, mens jeg er presset og ikke længere en fast del af min ‘normale’ dagligdag.

Mangler du ideer til aftensmaden? og sundere alternativer?

Jeg har været i køkkenet og eksperimentere med at få lavet en sundere udgave af lasagne. Tidligere har jeg lavet en squash-lasagne m. oksekød, men nu er der en endnu mere kalorielet version af squash-lasagne m. kyllingekød og hytteost.

4 portioner:

• 400 g hakket kyllingekød
•  1/2 rødløg
• 3 store fede hvidløg
• 1 dåse tomatpure (140 g)
• 1 dåse flåede tomater (400 g)
• 2 dl skummetmælk
• 100 g gulerødder
• 60 g rød peber
• 1 hel squash
• 250 g hytteost

Svits løg og hvidløg i lidt becel og tilsæt derefter kødet. Tilsæt de revne gulerødder og rød peber, når kødet er brunet. Lad det stege med et par minutter. Tilsæt derefter flådede tomater, tomatpure og mælk. Lad det simre 5-10 minutter og tilsæt derefter ønskede krydderier (chili, paprika, tørret basilikum, oregano, salt, hvidløgssalt). Skær squashen ud i tynde skiver, mens saucen simrer. Hæld halvdelen af saucen i et ildfastfad, læg et lag squash, hæld resten af saucen på og afslut med endnu et lag squash og top nu lasagnen med hytteost.

I alt pr. portion 291,9 kcal

Velbekomme 🙂

Juleferien er startet og tid til hygge med familien prioriteres. En dag som har stået på afhentning af juletræ, gæster og julegodter. Traditionen tro blev der skruet op for “Brødrene Mortensens jul” på anlægget, mens juletræet blev pyntet og risengrøden simrede i gryden, mums! En stille og rolig første feriedag, hvor alt er foregået i det laveste gear. Men sidst på eftermiddagen meldte rastløsheden sig. Så på med løbeskoene og så afsted.

Mit frirum er min motion. Jeg har brug for at bruge mig selv fysisk for at skabe ro psykisk. De dage hvor jeg ikke har været ude i dagslyset eller brugt mig selv fysisk, har jeg svært ved at finde ro. Nogen mener at jeg træner som en sindssyg, men der er jo forskellige årsager, der får en til at træne. Ikke alle kun med øje for at få en smal talje og flad mave. Selvfølgelig træner  jeg også for at holde min krop ved lige og i en god fysisk form, men det er bestemt også fordi det har en terapeutisk indvirkning på mit sind. Når man dyrker motion frigiver hjernen nogle endorfiner, som er dit eget “humør-medicin”, hvilket kan få en hver dag, om den er træls eller ej, til at gøre min tankegang/mit humør det mere positiv. Hvilket oftest også giver mig et overskud i hverdagen. Så nu hvor kroppen er blevet fysisk træt og der er ro på øverste etage, vil jeg smide stængerne op og julehygge videre med min skønne familie.

Rigtig dejlig jul til jer 🙂

Da jeg tilbage i 2004 blev diagnosticeret med OCD, var der ingen der kunne se lyset bag de tunge grå skyer, alt stod stille, tårer blev grædt af mine kære og ikke mindst mig selv. På daværende tidspunkt var jeg kun 11 år og havde hele livet foran mig – men jeg var stadig kun et barn. Et barn som ikke burde skulle træde på alle stregerne på køkkengulvet, for at undgå at min familie døde. Et barn som alle andre i den alder burde lege rundt med jævnaldrende og se lektien som sin værste fjende. Men sådan skulle det ej gå.

Jeg blev taget ud af 5.klasse i 5 uger, hvor mine bedsteforældre passede mig, mens min forældre måtte slæbe sig ulykkelige og frustreret på arbejde uvidende om hvorfor deres datter opførte sig ‘sært’ og sagde besynderlige ting. Ikke bare mit liv gik i stå, men også min mor var nødsaget til at trykke på ‘pause-knappen’ i forhold til hendes arbejde og tage orlov for at passe på mig og prøve at forstå, hvilken kamp vi nu sammen stod overfor. Mine håb , troen på at jeg ville opnå noget med livet og ville nå dertil, hvor jeg ville være i stand til at leve med OCD’en blev overrumplet af angsten, ritualerne og sårbarheden. Jeg havde mest af alt lyst til at kravle op under min mors armhule!

Det var en enorm turbulent tid og det krævede umådelig mange kræfter af både mig og ikke mindst min familie. Jeg tog alt min mors tid og mine søskende lod det stå til. De accepterede mig og mine ‘særheder’ og ikke mindst min mors manglende tilstedeværelse. Dage kan jeg godt have en enorm dårlig samvittighed over at jeg ‘frarøvede’ mine søskende vores mor i sin tid, men aldrig har de ‘båret’ nag – det er det jeg kalder kærlighed! Min familie er bestemt et bevis på at sammen kan vi alt.

Trods min trang til at kravle op under min mors armhuler, var det ikke sådan det blev! Jeg er en fighter og kæmpede mig igennem den svære tid. Jeg lærte mig selv nogle strategier for at kunne være til og tog hver dag ‘step by step’.

I dag er det lidt over 3 år siden at jeg flyttede hjemmefra, fyrenes interesse har jeg også oplevet på trods af kendskab til min sygdom og jeg har arbejdet ved siden af studie, som andre unge. Om 1 år har jeg gennemført min anden uddannelse og er både med titlen pædagogisk assistent og pædagog! Om jeg er stolt? Jeg er vildt stolt af min egen indsats og giver ej op så let. For når jeg kigger mig i bakspejlet har jeg virkelig opnået en masse af de håb og drømme, jeg havde for mit liv inden jeg blev diagnosticeret. Jeg ønskede mig et helt almindeligt liv, som alle andre. Min sygdom har været med til at gøre mig til den jeg er i dag, den har givet mig en robusthed, en modenhed og en målrettethed!

Når sygdommen rammer hårdt er det svært at være positiv, men jeg vælger alligevel og se på hvad den har givet mig af kompetencer og egenskaber i livet, fremfor hvad den har taget fra mig!

Kærligst Christine

Da jeg vågnede imorges, så dagens program ualmindelig uoverskuelig ud. En nat med vågne timer pga. tanker der trængte sig på og et forsøg på at skematisere dagen i hovedet, var hvad de vågne timer blev brugt på. Jeg vendte og drejede mig, talte timerne til jeg skulle op og irriterede mig over ikke at kunne slukke for tankerne. De dage hvor energien er brugt og humøret er knap så godt, kan ændringer i det jeg har planlagt/sat mig for, gøre at jeg mister gejsten på et splitsekund og at dagen i samme øjeblik virker helt uoverskuelig.
De kommende dage, hvor jeg skal være sammen med min dejlige familie, hvilket jeg glæder mig helt vildt til, er der desværre stadig noget der presser sig på. At være samlet 7 mennesker på meget lidt plads, hvor der ikke er mulighed for at være ‘alene’, kan presse mig helt vildt. Når vi samles er samværet meget intens, da muligheden for at gå ind for sig selv og lukke døren ikke er helt optimal. Jeg kører desværre hurtigt træt, når jeg er sammen med mennesker i mange dage og ikke kan trække mig fra selskabet. Det giver nogle umådelige humørsvingninger, (det tror jeg bestemt min familie kan skrive under på :D), og det gør mig samtidig utrolig sårbar.
I takt med at jeg er blevet ældre og har fået mere erfaring i min sygdom samt er blevet bedre til at lytte til mig selv, har jeg også lært at tage mine forholdsregler og sige fra før bægeret flyder over og jeg skal samles op igen helt nede fra dybet. Det er bestemt ikke nemt, når man som jeg helst gerne vil være med i alt, hvad de andre foretager sig og gerne vil kunne køre i samme gear som alle andre, men i stedet må trække mig og lade batteriet op inden det går helt dødt – et fladt batteri er jo ubrugeligt!
Husk at lytte til dig selv og mærk efter, hvornår nok er nok – uanset om du har OCD eller ej! Det er en proces, men selv du kan lære det!
Ha’ en dejlig mandag aften :*