Lørdag aften blev brugt på en skøn løbetur, men ikke alle løbeturer er lige nemme at gennemføre. For nogen er det kondien der halter, for andre er det skader der forårsager at tempoet og afstanden ikke er så lang. Sommetider halter min kondi også, ondt i knæet har jeg også haft, men når OCD’en sniger sig med ud ad døren, er problematikken en helt anden. For fik jeg nu trådt på den plet, åh nej det gjorde jeg ikke? Jeg skal løbe minimum 7, for 6-tallet er et forfærdeligt tal og ellers dør jeg bare inden jul. Men nu springer jeg rundt, som om jeg har fået lopper, for at træde på 3 pletter, streger og undgå huller, så jeg ikke skal forholde mig til tvangstankerne. Ikke nok med at jeg nu er vildt forpustet af at have hoppet og danset, jeg har også glemt hvad jeg foretager mig, nemlig at løbe. Bedst som man tænker at man er alene og har et frirum fra tanker/handlinger, så overhaler den en inden om. Typisk! Men jeg er et konkurrencemenneske med stort K, så jeg giver ej så let op.
Tilbage i 2004 blev jeg diagnosticeret med OCD. OCD er en psykisk sygdom, som ofte karakteriseres ved tvangshandlinger og tvangstanker. Men jeg er ikke blot en tvangs- tanke eller handling, oftest når jeg fortæller folk at jeg har OCD, er spørgsmålet – vasker du så hænder som en gal? Ja, det gjorde jeg, men det har jo kun været et enormt lille udsnit af mit sygdomsforløb. Som alle andre er jeg et helt almindeligt menneske der blot mangler et stof i hjernen, som er i stand til at se realistisk på min til tider vilde fantasi.
Nogle er i stand til at klare sig igennem sygdommen med nogle terapeutiske redskaber, hvor nogen desværre er det mere ramt. Jeg er et af disse tilfælde, hvor medicinen er en del af dagligdagen og hvor jeg skal forvente at gøre det resten af mit liv. Men herregud, det er en lille pille, som jeg hver aften skal tage og det er vel ikke værre end at du børster tænder hver aften? Vi har alle små finurligheder, som blot bliver en rutine og automatiseret handling i dagligdagen.
Nogle gange ville det selvfølgelig være nemmere at have brækket en arm, så folk kunne se hvad der egentlig er galt og have nemmere ved at forstå hvorfor man ikke selv lige kan åbne døren grundet den brækkede arm. Når jeg springer rundt på gaden for at undgå stregerne eller lige skal over i hjørnet for at træde på en plet, tænker du sikkert det var da en mærkelig adfærd og trækker måske på smilebåndet fordi det ser rimelig skægt ud? Bevares det gør det også, og jeg kan til tider også godt grine af mig selv og mine mange sære tiltag, men til gengæld kan man lære sig selv og sin sygdom så godt at kende at man er i stand til at skjule den og ingen kan se på dig at du er syg, da den ikke ændrer på om tøjet sidder mærkeligt grundet gips. Så i gadebilledet ville du ikke kunne skelne de diagnosticeret fra de almindelige mennesker, som bare har sine særheder. Men indeni kan der være noget af et kaos og gang i en indre konflikt.
