Når OCD sniger sig med på løbetur

Lørdag aften blev brugt på en skøn løbetur, men ikke alle løbeturer er lige nemme at gennemføre. For nogen er det kondien der halter, for andre er det skader der forårsager at tempoet og afstanden ikke er så lang. Sommetider halter min kondi også, ondt i knæet har jeg også haft, men når OCD’en sniger sig med ud ad døren, er problematikken en helt anden. For fik jeg nu trådt på den plet, åh nej det gjorde jeg ikke? Jeg skal løbe minimum 7, for 6-tallet er et forfærdeligt tal og ellers dør jeg bare inden jul. Men nu springer jeg rundt, som om jeg har fået lopper, for at træde på 3 pletter, streger og undgå huller, så jeg ikke skal forholde mig til tvangstankerne. Ikke nok med at jeg nu er vildt forpustet af at have hoppet og danset, jeg har også glemt hvad jeg foretager mig, nemlig at løbe. Bedst som man tænker at man er alene og har et frirum fra tanker/handlinger, så overhaler den en inden om. Typisk! Men jeg er et konkurrencemenneske med stort K, så jeg giver ej så let op.