Mange samlet på et sted, mon det går?

Da jeg vågnede imorges, så dagens program ualmindelig uoverskuelig ud. En nat med vågne timer pga. tanker der trængte sig på og et forsøg på at skematisere dagen i hovedet, var hvad de vågne timer blev brugt på. Jeg vendte og drejede mig, talte timerne til jeg skulle op og irriterede mig over ikke at kunne slukke for tankerne. De dage hvor energien er brugt og humøret er knap så godt, kan ændringer i det jeg har planlagt/sat mig for, gøre at jeg mister gejsten på et splitsekund og at dagen i samme øjeblik virker helt uoverskuelig.
De kommende dage, hvor jeg skal være sammen med min dejlige familie, hvilket jeg glæder mig helt vildt til, er der desværre stadig noget der presser sig på. At være samlet 7 mennesker på meget lidt plads, hvor der ikke er mulighed for at være ‘alene’, kan presse mig helt vildt. Når vi samles er samværet meget intens, da muligheden for at gå ind for sig selv og lukke døren ikke er helt optimal. Jeg kører desværre hurtigt træt, når jeg er sammen med mennesker i mange dage og ikke kan trække mig fra selskabet. Det giver nogle umådelige humørsvingninger, (det tror jeg bestemt min familie kan skrive under på :D), og det gør mig samtidig utrolig sårbar.
I takt med at jeg er blevet ældre og har fået mere erfaring i min sygdom samt er blevet bedre til at lytte til mig selv, har jeg også lært at tage mine forholdsregler og sige fra før bægeret flyder over og jeg skal samles op igen helt nede fra dybet. Det er bestemt ikke nemt, når man som jeg helst gerne vil være med i alt, hvad de andre foretager sig og gerne vil kunne køre i samme gear som alle andre, men i stedet må trække mig og lade batteriet op inden det går helt dødt – et fladt batteri er jo ubrugeligt!
Husk at lytte til dig selv og mærk efter, hvornår nok er nok – uanset om du har OCD eller ej! Det er en proces, men selv du kan lære det!
Ha’ en dejlig mandag aften :*