“Du har OCD”, men hvad så nu?

Da jeg tilbage i 2004 blev diagnosticeret med OCD, var der ingen der kunne se lyset bag de tunge grå skyer, alt stod stille, tårer blev grædt af mine kære og ikke mindst mig selv. På daværende tidspunkt var jeg kun 11 år og havde hele livet foran mig – men jeg var stadig kun et barn. Et barn som ikke burde skulle træde på alle stregerne på køkkengulvet, for at undgå at min familie døde. Et barn som alle andre i den alder burde lege rundt med jævnaldrende og se lektien som sin værste fjende. Men sådan skulle det ej gå.

Jeg blev taget ud af 5.klasse i 5 uger, hvor mine bedsteforældre passede mig, mens min forældre måtte slæbe sig ulykkelige og frustreret på arbejde uvidende om hvorfor deres datter opførte sig ‘sært’ og sagde besynderlige ting. Ikke bare mit liv gik i stå, men også min mor var nødsaget til at trykke på ‘pause-knappen’ i forhold til hendes arbejde og tage orlov for at passe på mig og prøve at forstå, hvilken kamp vi nu sammen stod overfor. Mine håb , troen på at jeg ville opnå noget med livet og ville nå dertil, hvor jeg ville være i stand til at leve med OCD’en blev overrumplet af angsten, ritualerne og sårbarheden. Jeg havde mest af alt lyst til at kravle op under min mors armhule!

Det var en enorm turbulent tid og det krævede umådelig mange kræfter af både mig og ikke mindst min familie. Jeg tog alt min mors tid og mine søskende lod det stå til. De accepterede mig og mine ‘særheder’ og ikke mindst min mors manglende tilstedeværelse. Dage kan jeg godt have en enorm dårlig samvittighed over at jeg ‘frarøvede’ mine søskende vores mor i sin tid, men aldrig har de ‘båret’ nag – det er det jeg kalder kærlighed! Min familie er bestemt et bevis på at sammen kan vi alt.

Trods min trang til at kravle op under min mors armhuler, var det ikke sådan det blev! Jeg er en fighter og kæmpede mig igennem den svære tid. Jeg lærte mig selv nogle strategier for at kunne være til og tog hver dag ‘step by step’.

I dag er det lidt over 3 år siden at jeg flyttede hjemmefra, fyrenes interesse har jeg også oplevet på trods af kendskab til min sygdom og jeg har arbejdet ved siden af studie, som andre unge. Om 1 år har jeg gennemført min anden uddannelse og er både med titlen pædagogisk assistent og pædagog! Om jeg er stolt? Jeg er vildt stolt af min egen indsats og giver ej op så let. For når jeg kigger mig i bakspejlet har jeg virkelig opnået en masse af de håb og drømme, jeg havde for mit liv inden jeg blev diagnosticeret. Jeg ønskede mig et helt almindeligt liv, som alle andre. Min sygdom har været med til at gøre mig til den jeg er i dag, den har givet mig en robusthed, en modenhed og en målrettethed!

Når sygdommen rammer hårdt er det svært at være positiv, men jeg vælger alligevel og se på hvad den har givet mig af kompetencer og egenskaber i livet, fremfor hvad den har taget fra mig!

Kærligst Christine